| Velkommen til Profusion Art Glass |
|
Glas er et vidunderligt smykkemateriale. Ved korrekt afspænding er det mere holdbart end man skulle tro, der er uendeligt mange muligheder for form og farve, og det er en skøn taktil oplevelse at føle på en håndfuld herligt klirrende perler. ![]() Perlerne laves ved at varme blyants-tynde farvede glasstænger over en brænder, indtil glasset bliver blødt og kan bearbejdes med værktøjer af grafit og stål. Perlen formes omkring en fast ståltråd og kan dekoreres med farvet glas i mønster, eller med metaller som f.eks sølv, guld og kobber. Eller begge dele! Det er virkelig kun perlemagerens fantasi der sætter grænserne. ![]() Arbejdet med glasset kræver en rolig hånd og er den perfekte modgift mod hverdagens stress og jag. Man må simplethen være rolig under bearbejdningen så glasset ikke tvinges og derfor springer. Jeg har lavet perler i nu to år og er blevet betaget af mulighederne i materialet. Noget af det første jeg fik interesse for gennem søgninger på internettet, var de såkaldte Gudindeperler. Smukt formede miniature skulpturer, med hul igennem, klar til at blive til de skønneste smykker. Jeg elsker at give mine perler en spændende form eller en skøn farvekombination. Selve det, at det ellers så faste glas bliver blødt og flyder som honning er et lille mirakel, og at man kan få lov at sætte sit præg på dette bærbare kunstværk er en udsøgt fornøjelse. ![]() Jeg er for nyligt begyndt at arbejde med glasser der har et højt indhold af sølv, hvilket giver helt nye muligheder for spændende reaktioner med andre glasser og for skinnende metaliske overflader. Glasperlemageri er en evigt lærerig leg, der ofte forbavser og altid beriger. Lene Piasecki |